Pouls kone kan ikke huske ham, men hun kan huske Jeppe Aakjær

Lystrup kirke afholder sangcaféer for demensramte og deres pårørende. Poul Børlum har deltaget sammen med sin demente kone og oplever et rum, hvor der er plads til de svære snakke, og hvor de demente kan deltage på lige fod med de raske – nemlig gennem sang.

Poul Børlum har boet i Lystrup de sidste 17 år, og er i dag folkepensionist.

Af Sidse Marie Hansen, 7. oktober 2021

Nu er det længe siden

men end det gemmes i mit sind

hvordan i barndomstiden

den kære rug kom ind

Jeppe Aakjærs ord bliver kastet fra den hvide bagvæg, rammer glaspartiet i rummets øverste halvdel og sniger sig ud gennem dørenes sprækker. Varmen fra en kaffekop stiger mod loftet. Der står brød, kage og varme drikke på bordene. 20 forskellige stemmer synger ordene og melodien, med hjælp fra spillemand Christian Foged og sognepræst Hans Boas. Iblandt de 20 forskellige stemmer skinner Joan Børlums igennem. Hun synger godt. Og hun synger til. For når hun synger, er det nemlig ikke til at gætte, at hun tilhører den halvdel af selskabet, som bærer en alvorlig sygdom. I musikkens sprog husker hun på lige fod med de andre.   

Poul Børlum er 83 år og bor i Lystrup. Og så er han gift med 80-årige Joan Børlum, som for tre år siden fik konstateret Alzheimers. De deltog i september i en sangcafé for demensramte og deres pårørende, som blev afholdt af Lystrup Kirke. Til sangcaféerne bliver deltagerne delt op i mindre borde og får lov til at snakke på kryds og tværs – raske og syge imellem. Derefter synger de sange. Deltagerne er typisk mellem 60 og 80 år, men repertoiret består af sange, de har sunget som børn og unge, for at dykke ned i langstidshukommelsen.

”Man siger, at de går i barndom. For det er jo barndommen der er tilbage. Somme tider kan hun godt finde på at sige: ”Jeg vil hjem til mor”.” fortæller Poul Børlum.

Musikken vækker minder

Og det er ikke tilfældigt, at musik og sang er omdrejningspunktet til caféerne. Ifølge Videnscenter for demens bevarer mennesker med demens deres musikalitet langt hen i sygdomsforløbet. Det skaber en forudsigelig og positiv stemning, når man synger en sang, som personen med demens kan genkende og holder af. Og det er også den erfaring sognepræst i Lystrup kirke, Hans Boas, har gjort sig:

”Når jeg har valgt den her form, er musikken helt afgørende. For det er noget af det, der er allerbedst til at skabe fællesskab. Det er musikken og sange, som vækker minder, skaber følelser og kalder sproget frem. Det er ideelt. Og her er er jeg også selv aktiveret, og hele min krop er aktiveret, idet jeg synger og trækker vejret og skaber lyd med min stemme og hører de andres stemmer omkring mig.”

Et netværk for pårørende

Poul åbner den ene skuffe efter den anden. Den høje, sorte reol i gangen afslører hundredevis af CD’er. Og der er orden i dem. Gold Star Ballroom for sig, CMC Records og MR Music Country for sig. Et keyboard med en justerbar klaverstol til. Og en pladespiller, som kun Joan må bruge. På sofabordet i stuen ligger en gammel Discman, et par sorte høretelefoner og tre stakke af CD’er. Men på det seneste er Poul begyndt at finde CD’er de mærkeligste steder – i de forkerte bokse og sågar i skraldespanden.

Poul er også glad for at deltage i caféerne. Det betyder meget for ham, at han kan snakke med andre pårørende og dele erfaringer med dem. For derhjemme skal han efterhånden stå for alt det praktiske, mens han tager sig af Joan. Flere af deltagerne har også udvekslet telefonnumre med andre fra caféen, så de kan tale om svære situationer.

”Man kan læsse af og sige, ”Hvad gør du i den forbindelse?”. Det er jo ligesom et lille netværk, som man savner. Man kunne godt tænke sig, at man havde et netværk ligesom en mødregruppe for eksempel. Og det fungerer caféerne som.”

Og det er Hans Boas også meget opmærksom på. Caféerne er i ligeså høj grad for de pårørende, som det er for de demente. Gennem sit virke som præst, er det nemlig gået op for ham, hvor mange følelsesmæssige problematikker der er omkring det at være pårørende til en demensramt. Derfor er vigtigt for ham, at familierne kan få en positiv oplevelse, når de synger sammen og kan slappe af.

”Det skal være i en sammenhæng, hvor de pårørende også kan få lov at sænke skuldrene, fordi her er en ramme, hvor de kan være i. For her er det legitimt, at det er sådan det er. Her skal jeg ikke undskylde, dække over, eller føle skam, når min ægtefælle siger, som hun eller han gør.”

Ligesom i gamle dage

Joan Børlum har altid elsket at snakke meget. Det kan hun få lov til til caféerne.

Poul og Joan Børlum vil fortsætte med at komme til caféerne. Poul ser dem som et frirum – og det gør ham ikke noget, at der er gratis kaffe og kage. Og så gør det ham glad at se Joan være glad, når hun synger. For musikken har altid betydet meget for Joan, som har sunget i Aarhus damekor, Lystrupkoret og spillet revy. Nu er sangcaféerne det, der kommer nærmest.

”Så kommer smilet i øjnene. Det er ligesom at se hende i gamle dage pludselig. Altså der er glimt i øjet. Man kan rigtig se, at uha – det er virkelig godt det her. Og det holdt længe efter vi kom hjem. Det er ligesom at få en indsprøjtning.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *