All posts by 28393

Hvordan straffer man en, der ikke har meget at miste?

I retten i Aarhus er en hjemløs og alkoholiseret kvinde tiltalt for at have slået en person i offentlig tjeneste. Det bliver to lange timer for anklager, forsvarer og dommer, der virker lettede, da retssagen slutter.

Af Sidse Marie Hansen

”Må jeg godt gå ud og ryge?” Forsvarer drejer hovedet og kigger ned på kvinden med den lilla strikhue, der ser afventende på ham. ”Vi skal have vidneforklaring, så du skal blive her,” svarer han. Anklageren taler i telefon. Hendes stemme er på samme tid febrilsk og bestemt: ”Du skulle have afgivet vidneforklaring kl 09:10 i dag. Kan du komme hurtigst muligt?” Kvinden med strikhuen har foldede hænder, hovedet let på skrå og ser rolig ud. Over hende svæver §119 – vold mod en i offentlig tjeneste. Men hvordan forholder man sig til paragraffer og jurasprog, når man bor på gaden og drikker tolv øl om dagen?

Kvinden med strikhuen

 ”Jeg har ikke gjort noget” begynder hun.

Dommeren skærer hende af. ”Det kommer vi til,” svarer hun, og begynder en over-pædagogisk forklaring om, hvordan forløbet bliver. Kvinden med strikhuen er tiltalt for at have slået en ansat på forsorgshjemmet Østervang i maven d. 21 juni 2019.

I dag er det onsdag d. 24 november 2021.

Men den historie kan hun ikke genkende. Hun kan kun huske at have nusset manden på maven og sagt, at han var blevet tyk. Derudover holder hun fast i, at manden ikke var ansat, men var narkoman, der boede på hjemmet sammen med hende. Anklageren kigger tomt på kvinden med strikhuen, og spørger langsomt og tydeligt:

”Så du har ikke slået nogen?”

”Nej, det er en løgnehistorie. Jeg er en stille og rolig kvinde.”      

Socialrådgiveren

Hovedvidnet er socialrådgiver på Østervang, der er et bosted for hjemløse. Han har glemt, at han skulle vidne og kommer 40 minutter for sent efter anklageren ringer ham op.

Kvinden med strikhuen var meget fuld. Hun skulle bruge nogle penge, som en anden beboer havde lånt. Socialrådgiveren ville ikke lukke hende ind, da det er imod deres regler, at være meget påvirket, når man skal ind på hjemmet. Han prøvede at lukke døren, men kvinden med strikhuen fik sat foden i klemme. Hun blev vred, for hun skulle bruge de penge nu. Så hun slog ham i maven, så hårdt hun kunne. Men kvinden var 52 år og meget spinkel. Socialrådgiveren er robust. Politiet kunne ikke se mærket efter slaget.

”Det havde ikke noget med mig at gøre. Hun ville bare forbi,” forklarer socialrådgiveren.     

Kvinden med strikhuen kan ikke genkende socialrådgiveren. Hun har forvekslet ham med en anden under sin vidneforklaring, og anklager fastholder, at hun må give forklaring på ny.

Dommen

Da dommen skal afsiges er kvinden med strikhuen væk. Hun var gået ned for at ryge, og forsvarer ser næsten lettet ud, da han fortæller, at han ikke kan finde hende. Dommeren fnyser, og afsiger dommen: 40 dages betinget fængsel. Det, med begrundelsen om, at kvinden med strikhuen er i en sårbar situation og ikke er straffet før. Sådan dømmer retten i Aarhus altså én ud af mange, der ikke har meget at miste – 40 dage og et tilbud om hjælp til kvindens alkoholmisbrug.    

Opsummerende kommer hovedvidnet for sent. Kvinden med strikhuen forsvinder. Alle virker lettede, da retssagen er ovre.

Uden for retten er luften isnende. Kvinden med strikhuen sidder på en forhøjning til venstre for trappen op mod indgangen. Hun har en Carlsberg juleøl ved sin side. Den, der indeholder 5,6% alkohol og som koster 25 kroner for seks stk. i Rema 1000, der ligger lidt længere oppe ad vejen. Hun tørrer sine øjne i et papirlommetørklæde, og kigger op på mig.

”Tror du, jeg skal i fængsel?” spørger hun.   

Pouls kone kan ikke huske ham, men hun kan huske Jeppe Aakjær

Lystrup kirke afholder sangcaféer for demensramte og deres pårørende. Poul Børlum har deltaget sammen med sin demente kone og oplever et rum, hvor der er plads til de svære snakke, og hvor de demente kan deltage på lige fod med de raske – nemlig gennem sang.

Poul Børlum har boet i Lystrup de sidste 17 år, og er i dag folkepensionist.

Af Sidse Marie Hansen, 7. oktober 2021

Nu er det længe siden

men end det gemmes i mit sind

hvordan i barndomstiden

den kære rug kom ind

Jeppe Aakjærs ord bliver kastet fra den hvide bagvæg, rammer glaspartiet i rummets øverste halvdel og sniger sig ud gennem dørenes sprækker. Varmen fra en kaffekop stiger mod loftet. Der står brød, kage og varme drikke på bordene. 20 forskellige stemmer synger ordene og melodien, med hjælp fra spillemand Christian Foged og sognepræst Hans Boas. Iblandt de 20 forskellige stemmer skinner Joan Børlums igennem. Hun synger godt. Og hun synger til. For når hun synger, er det nemlig ikke til at gætte, at hun tilhører den halvdel af selskabet, som bærer en alvorlig sygdom. I musikkens sprog husker hun på lige fod med de andre.   

Poul Børlum er 83 år og bor i Lystrup. Og så er han gift med 80-årige Joan Børlum, som for tre år siden fik konstateret Alzheimers. De deltog i september i en sangcafé for demensramte og deres pårørende, som blev afholdt af Lystrup Kirke. Til sangcaféerne bliver deltagerne delt op i mindre borde og får lov til at snakke på kryds og tværs – raske og syge imellem. Derefter synger de sange. Deltagerne er typisk mellem 60 og 80 år, men repertoiret består af sange, de har sunget som børn og unge, for at dykke ned i langstidshukommelsen.

”Man siger, at de går i barndom. For det er jo barndommen der er tilbage. Somme tider kan hun godt finde på at sige: ”Jeg vil hjem til mor”.” fortæller Poul Børlum.

Musikken vækker minder

Og det er ikke tilfældigt, at musik og sang er omdrejningspunktet til caféerne. Ifølge Videnscenter for demens bevarer mennesker med demens deres musikalitet langt hen i sygdomsforløbet. Det skaber en forudsigelig og positiv stemning, når man synger en sang, som personen med demens kan genkende og holder af. Og det er også den erfaring sognepræst i Lystrup kirke, Hans Boas, har gjort sig:

”Når jeg har valgt den her form, er musikken helt afgørende. For det er noget af det, der er allerbedst til at skabe fællesskab. Det er musikken og sange, som vækker minder, skaber følelser og kalder sproget frem. Det er ideelt. Og her er er jeg også selv aktiveret, og hele min krop er aktiveret, idet jeg synger og trækker vejret og skaber lyd med min stemme og hører de andres stemmer omkring mig.”

Et netværk for pårørende

Poul åbner den ene skuffe efter den anden. Den høje, sorte reol i gangen afslører hundredevis af CD’er. Og der er orden i dem. Gold Star Ballroom for sig, CMC Records og MR Music Country for sig. Et keyboard med en justerbar klaverstol til. Og en pladespiller, som kun Joan må bruge. På sofabordet i stuen ligger en gammel Discman, et par sorte høretelefoner og tre stakke af CD’er. Men på det seneste er Poul begyndt at finde CD’er de mærkeligste steder – i de forkerte bokse og sågar i skraldespanden.

Poul er også glad for at deltage i caféerne. Det betyder meget for ham, at han kan snakke med andre pårørende og dele erfaringer med dem. For derhjemme skal han efterhånden stå for alt det praktiske, mens han tager sig af Joan. Flere af deltagerne har også udvekslet telefonnumre med andre fra caféen, så de kan tale om svære situationer.

”Man kan læsse af og sige, ”Hvad gør du i den forbindelse?”. Det er jo ligesom et lille netværk, som man savner. Man kunne godt tænke sig, at man havde et netværk ligesom en mødregruppe for eksempel. Og det fungerer caféerne som.”

Og det er Hans Boas også meget opmærksom på. Caféerne er i ligeså høj grad for de pårørende, som det er for de demente. Gennem sit virke som præst, er det nemlig gået op for ham, hvor mange følelsesmæssige problematikker der er omkring det at være pårørende til en demensramt. Derfor er vigtigt for ham, at familierne kan få en positiv oplevelse, når de synger sammen og kan slappe af.

”Det skal være i en sammenhæng, hvor de pårørende også kan få lov at sænke skuldrene, fordi her er en ramme, hvor de kan være i. For her er det legitimt, at det er sådan det er. Her skal jeg ikke undskylde, dække over, eller føle skam, når min ægtefælle siger, som hun eller han gør.”

Ligesom i gamle dage

Joan Børlum har altid elsket at snakke meget. Det kan hun få lov til til caféerne.

Poul og Joan Børlum vil fortsætte med at komme til caféerne. Poul ser dem som et frirum – og det gør ham ikke noget, at der er gratis kaffe og kage. Og så gør det ham glad at se Joan være glad, når hun synger. For musikken har altid betydet meget for Joan, som har sunget i Aarhus damekor, Lystrupkoret og spillet revy. Nu er sangcaféerne det, der kommer nærmest.

”Så kommer smilet i øjnene. Det er ligesom at se hende i gamle dage pludselig. Altså der er glimt i øjet. Man kan rigtig se, at uha – det er virkelig godt det her. Og det holdt længe efter vi kom hjem. Det er ligesom at få en indsprøjtning.”

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.